Findes der noget sjovere end at passere over et pas til fods? Se hvad der ligger på den anden side?

Og smager en frokost nogensinde bedre, end når du nyder den i det fri, uanset om det din egen hjemmesmurte madpakke, eller en, du finder på en cafe på torvet i en de små, godt gemte byer, du kan være så heldig at passere igennem?

Eller gør du dig på noget tidspunkt mere fortjent til en “fyraftensøl”, end når du er nået til enden af din rute?

Vandreture på Mallorca, især i bjergkæden Tramuntana, er den måde, jeg allerhelst oplever øen på.

Ud at vandre på egen hånd

Når du vandrer, ser du landskabet fra nye vinkler, og der er så mange gode vandrestier på Mallorca, at de fleste kan være med. Mange stier er rigtig godt afmærkede, og ruter kan kombineres på kryds og tværs, så du altid kan finde en tur, der passer til den tid, du har til det, og til din dagsform.

Alligevel er det et par forhold, du skal tænke på, når du skal ud at vandre i ukendt terræn:

  • tjek verjurdsigten, og gå ikke, hvis der varsles dårligt vejr
  • find gerne en at gå sammen med
  • tag vandrefodtøj og -sokker på og medbring fx vandrestav(e) og andet vandreudstyr
  • husk vand, madpakke og evt. lidt nødder og/eller frugt – det er ikke sikkert, du kommer forbi en cafe eller en butik
  • en lille nødhjælpspakke
  • tag et kort og/eller en rutebeskrivelse med – eller download en tur på telefonen
  • læg en trøje og regntøj i din dagrygsæk
  • husk at holde mindre pauser ind imellem, fx hver halvanden times vandring

Vejr og vandreperioder

Det er bedst at vandre uden for de allervarmeste måneder. April og oktober er mine foretrukne perioder, men jeg har også oplevet fantastisk vandrevejr i februar og marts. Det er dog ikke helt så let at planlægge sine ture på forhånd i vintermånederne. Da må du vente og tage bestik af vejret om morgenen.

I juli, august og september er det ofte for varmt til længere vandreture, men skulle det være i den periode, du nu engang holder din ferie på øen, så fortvivl ikke. Du kan sagtens få en god tur, når bare du ikke sætter barren for højt.

Tilrettelægger du en vandretur i de varme måneder, er det en god ide at supplere de generelle vandreråd med nogle få andre:

  • vælg en kort(ere) tur
  • husk masser af vand og lidt nødrationer til turen
  • brug hat, og tag solbriller og solcreme med
  • tjek, om turen kan kortes af, hvis det bliver for anstrengende
  • vælg en tur i nærheden af vand, så du kan tage en dukkert og køle af

Du kan finde tips til seks lette, korte (sommer)ture på den engelsksprogede hjemmeside seemallorca.com.

Offentlig transport til vandrestierne

På Mallorca arbejder myndighederne med at understøtte bæredygtig ferie. Bl.a. udbygges den offentlige transport til at tilgodese den vandrerturisme, som hele tiden vokser. Hos TIB, som samler offentlig transport på øen, finder du på hjemmesiden en fin samling af vandreture, som kan nås med busruter.

TIBs hjemmeside finder du både kort og detaljerede beskrivelser af turene – også på engelsk.

Børn kan godt vandre med

Hvis du kan lokke dine børn med på vandretur, giver du dem en anderledes ferieoplevelse, som de vil elske dig for. Du skal naturligvis vælge de lettere ture, indtil de og I har fundet ud af, hvordan det er at vandre. Turen skal heller ikke være for lang, for børn løber og leger undervejs, så i virkeligheden går de uden at opdage det måske dobbelt så langt som de voksne.

Når der er børn med, skal I i nogen grad indstille jer på deres tempo og give plads og tid til at gøre studier undervejs. Børnene skal kunne undersøge det, de finder spændende og have svar på deres undren, hvis de skal synes, det er sjovt at vandre.

Sig tak til dig selv med wellness

Det er helt sikkert sundt, både fysisk og mentalt, at vandre. Efter en tur i bjergene kommer du hjem med de sanserne mættet og smil i mundvigene, også selv om I måske er blevet overrasket af en uventet regnbyge.

Fødder og ben måske er trætte efter dagens tur, men du vil få det bedre ved at sige tak til dig selv med en tur i spa, pool og sauna, der findes på mange hoteller på Mallorca. Nogle steder er der også mulighed for at købe en omgang wellness eller massage – det er måske den bedste gave, du kan give dig selv efter en dag i frisk bjergluft.