Når jeg har grupper med på vandreture i bjergene på Mallorca, er der altid nogle med, som er usikre på, om de har det rette udstyr, men det er faktisk ikke så meget anderledes end det udstyr, som er godt at bruge på gåture i naturen hjemme i Danmark.

Vandreunderlag på Mallorca

Sten kan være slidte og glatte at vandre på – sørg derfor for gode såler. © Jytte Flamsholt.

Vandrestøvler eller -sko

Den største forskel på vandreturen i herhjemme og på Mallorca er, at underlaget er mere varieret. Der er fx flere sten og stigninger, end vi ofte kommer ud for hjemme i en dansk skov, og det har betydning for valg af fodtøj. Jeg har altid vandrestøvler på, når jeg vandrer på Mallorca. Og jeg er meget glad for mine gamle vandrestøvler. At stikke fødderne i dem er lidt som at komme hjem. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da jeg fandt ud af, at mærket var et af dem, man kan skifte såler på. De røg en tur til Italien i vintersæsonen og kom tilbage næsten som nye for en pris af 800 kr.

Med støvler på føler jeg mig langt mere sikker på ujævnt underlag, især på sten, der godt kan være slidt lidt glatte. Og det sidder også i baghovedet, at det ikke vil se så godt ud, hvis jeg som turleder pludselig ligger og spræller på stien med en brækket ankel.

Mange af dem, jeg vandrer med, vælger dog en god vandresko i stedet. Hvis de har erfaring med at gå godt i dem og ikke har så stort behov for den ekstra støtte, er det også fint, og de spurter nok lidt hurtigere af sted end os i støvler.

Derimod går jeg ikke ind for at vandre i bjergene i sandaler, heller ikke vandresandaler. De har sjældent tilstrækkelig gode såler; de kan sidde lidt løst. De giver derfor ikke så meget støtte, og der opstår også lettere vabler. Og er der noget, der kan ødelægge selv den smukkeste vandretur og de bedste udsigter, så er det vabler.

… og vandresokker

Mange mener, at tætte, højtsiddende vandrestøvler er alt for varme i Mallorcas dejlige klima, men det er ikke min erfaring. I hvert fald generer varmen ikke, hvis jeg sørger for at have gode svedtransporterende (sommer)vandrestokker på. Strømper og sokker af god kvalitet er relativt dyre, så jeg bruger dem kun i vandrestøvlerne, aldrig i almindelige sko til hverdag derhjemme, for når sokkerne bliver slidte på de typiske tryksteder, får man lettere vabler.

Vandresti, sten og klipper

Mange er glade for stave, fordi de giver støtte på varieret og ujævnt underlag. © Jytte Flamsholt.

Vandrestave eller ej

Et andet spørgsmål, der tit dukker op, er, om det er godt at gå med vandrestave. Efter min mening ja.

Jeg bruger to stave, men det tog faktisk noget tid, før jeg blev fortrolig med dem. En af de første gange, jeg brugte stave, lykkedes det mig at spænde ben for mig selv.

Så lod jeg den ene stav blive hjemme og gik med en stav, men nu har jeg taget hele sættet i brug. Det giver en mere opret gang – og dermed masser af luft – og det styrker balancen (hvis man altså ikke falder over dem, som jeg gjorde). Stavene giver mig også fornemmelsen af lettere at komme i flow, og hvis der er brug for at sætte tempoet i vejret på en strækning, er de til stor nytte.

Mine egne vandrestave er et gammelt, billigt sæt, der kan slås sammen, så de lige netop kan ligge diagonalt i min store kuffert. Skal du ud at købe vandrestave, så tjek, at de også kan være i din kuffert. Det er ikke alle steder, de spidse stave kan gå som håndbagage.

Tjek også, at du ved, hvordan du skal slå dem sammen og spænde dem fast i den højde, der passer til dig.

…. andre tips til vandreturen

Du kan læse om andet vigtigt vandreudstyr, såsom valg af dagrygsæk og det, der skal i den, i indlægget Pak en vandrerygsæk, der gør dig glad og finde flere tip om vandring på Mallorca i artiklen Indtag Mallorca til fods – året rundt, hvor der også er links til vandreture.