Da jeg begyndte som forfatter på Politikens ”Turen går til Mallorca, Menorca og Ibiza”, så mange lidt skævt til Mallorca. Mange troede, at øen var en stor våd grisefest i skyggen af rækkevis af højhushoteller.
Nu har øen fået et helt andet ry.
Men faktisk har Mallorca hele tiden været et af de bedste rejsemål i Europa med skønne gemmesteder og herlige naturoplevelser. Ja, og så er Palma nok også lidt underkendt som en storbyferie værd i sig selv. Set med mine øjne har Mallorca ikke ændret sig så meget i de seneste 20 år, men synet på Mallorca har ændret sig.
Let at komme rundt og være aktiv på ferien
En af de ændringer, der alligevel er sket, er, at det er blevet lettere at være aktiv på en ferie på Mallorca. F.eks. er der anlagt nye vandreruter, og kunstfærdige mauriske stier i bjergene er restaureret. Gamle småveje er blevet til cykelruter gennem maleriske landskaber, og landsteder har slået dørene op, så man kan gøre holdt og få kaffe og kage undervejs. Eller vælge at slå sig ned for en nat eller flere.
Derudover er offentlig transport udbygget i de senere år, så I behøver ikke at leje en bil for at komme rundt. De fleste ruter udgår selvfølgelig fra Palma, men der er også gode muligheder med bus og tog mange andre steder på øen.
På TIB (hjemmeside for offentlig transport på øen) får du et godt overblik over mulighederne.
Glæder mig altid til næste tur
Jeg er holdt op med at tælle de gange, jeg har været på Mallorca, men hver gang jeg rejser hjem derfra, glæder jeg til næste tur. Og mit bedste tip er at rejse uden for højsæsonen. Der er færre mennesker, det er skønt vandre- og cykelvejr, og med kontrasten til det vejr, vi kommer fra, gør en tur ned til tidlig eller sen sommer os ekstra godt.